Dette skoleår er efterhånden ved at nå sin ende, de mennesker jeg har været omgivet af det sidste år skal til at splittes og finde nye veje, lærerne og skolen får et nyt efterskolehold og dagligdagen går videre for alle og enhver. Selvom tanken er hård og til tider lidt svær at tackle, så er det bare et faktum at de bånd der er blevet knyttet, på så kort tid, skal splittes op og deles i hver deres retning - de vil dog aldrig splittes helt, for på enden af båndene sidder menneskes hjerte og det er her at følelserne, oplevelserne og errindringerne ligger gemt, dem som gør båndet stærkt og umuligt at ødelægge tiltrods for afstanden, mellemrummene mellem besøgene og alt det tilhørende! Det er i hvert fald den tanke jeg har oppe i mit hoved og et sted derinde i hjertet, for jeg er sikker på at jeg aldrg vil glemme en eneste af de mennesker jeg har været omgivet af, en eneste af lærerne, et eneste af minderne og et eneste blik af stedet, for jeg ved at de inderst inde et eller andet sted ligger gemt og på et tidspunkt kommer de frem når der er behov for det.

Det er fine og mystiske ord, men det er nok det indlæg i bloggens historie som har været mest direkte og lige fra hjertet, ingen opbremsninger og ingen rettelser, helt og særdeles fra hjertet, inspireret af de løbende tanker gennem året og hjernens fornuft.

Men som et plaster på såret og som et ekstra plaster på de fritløbende tanker og følelser, så skal det siges at efterskolen i den sidste tid har været livlig (undtagen tirsdag efter en hård dag på gymnastikhøjskolen i Ollerup) og elskværdig - hver et øjeblik bliver nydt og hvert et spildt sekund bliver fortrudt, been there done that.