jeg taler sandt

jeg sidder her og forsøger at få læst en bog, men bogen er ikke særlig spændende. det er tankerne i mit hoved til gengæld, minderne og de mange drømme som mit hoved nu engang er fyldt med igen, atter en gang.

da jeg den niende august startede på efterskolen var min krop fyldt med nervøsitet, usikkerhed og en anelse spænding. min fremtid lå og vejede på grænsen, tæt på undergrunden og samtidig tæt på lykken - tæt på hvor mine drømme lå. jeg var ganske vist forsikret om at dette sted, dette ukendte sted skulle være mit nye hjem i det kommende år og bestemt også at det var her at jeg skulle knytte nogle specielle ubeskrivelig bånd - det er ganske vist. hvad så jeg frem til, hvad det var jeg forventede? jeg kan knapt huske det. jo, jeg kan huske hvordan jeg åndende lettede op da jeg kunne se Charlotte foran mig, hun var på en eller anden mystisk vis min sikkerheds line, den som gjorde jeg ikke gav op når det hele virkede uoverskueligt. Hun gik i min parallel klasse på den gamle skole og derfor kunne vi støtte os til hinanden og forstå hinanden som ingen andre kunne, jeg var næsten sikker på at vi ville ende med at tilbringe hver eneste dag sammen. pludselig gik det dog op for mig at det ikke var nødvendigt. der var et specielt bånd allerede to uger inde i året, om det var det her med at vi alle var et nyt sted og ikke rigtig kendte nogle eller noget ved jeg ikke, men jeg ved det var specielt - allerede så tidligt havde jeg skabt mig et bånd til nogle mennesker, et bånd som jeg tvivler på nogensinde vil kunne knækkes.

ï dag er alting forandret. jeg er ikke længere nervøs ved at bevæge mig rundt på skolen, jeg ved hvor de forskellige ting ligger, jeg bliver ikke længere nervøs når jeg møder nye mennesker, jeg er blevet mere åben. samtidig har jeg fået nogle unikke venskaber, nogle venskaber som jeg tror aldrig vil kunne blive brudt. så sent som i dag, da jeg havde en mindre nedtur på, måtte jeg erkende at det faktisk er okay at søge trøst i personer fra skolen, her i blandt var det så Lærke. Hun formåede som ingen andre at støtte og bakke mig op, hjælpe mig og tage fat i dét som lå inderst inde, til trods for vi kun har været så tætte veninder i en måned eller to. derfor tør jeg godt sige at dét, lige præcis dét hun gjorde er unikt, det er vejen til et unikt venskab. tak lærke! ;* alt hvad jeg kan sige er at efterskole har gjort mig til en ny Emilie, en ny Emilie som jeg indvendig er yderst tilfreds med og som folk også kan lide - det gør mig glad, det giver mig selvtillid og selvværd! derfor kære læsere (hvis jeg da har nogle), hvis I har muligheden så vælg efterskole. Det er noget helt unikt som I aldrig vil fortryde. Det forvandler jer, det giver jeg noget mystisk, det gør selv den mørkeste kulkælder lys, tro mig - jeg taler sandt.

Emilie P