den dag det blev sne på sne.

Der er nogle få gange i ens liv hvor det virkelig går op for en hvor godt man har det, hvor det virkelig går op for en hvor godt et selskab man er blevet placeret i. Da det i onsdags begyndte at sne gik det netop op for mig hvor godt jeg har det på den efterskole jeg går på, jo vist er jeg ikke ligefrem den bedste ven med nogle hist og her, men dem jeg har dernede -og det tæller for mig cirka otteoghalvfems procent- betyder så meget for mig. Selvom jeg også kan være mig selv med de mennesker jeg har hjemmefra, så er det bare noget mere unikt at jeg kan føle mig hundrede procent som den Emilie jeg nok engang er. Om det muligvis kunne have noget af gøre med jeg er sammen med dem nede fra efterskolen så tit som jeg er eller om det er fordi de bare er nogle ganske særlig, det ved jeg ikke og jeg tro i sandheden ikke at jeg har lyst til at vide det. Jeg er lykkelig der hvor jeg er, jeg er glad når jeg kommer hjem og jeg er den gladeste pige når jeg kommer tilbage på efterskolen søndag aften. Jeg tør godt sige at jeg decideret elsker at gå på efterskole, jeg elsker al det efterskolen har givet mig -både psykisk, men absolut også fysik, jeg elsker de mennesker jeg er omgivet af og mest af alt elsker jeg min familie højere end noget andet.

Alt dette her er faktisk en ting jeg fandt ud af i onsdags, da det somsagt sneede. Efter alle ikke længere hundredefire elever (for det er vi overhovedet ikke mere) var færdige med terminsprøven blev det løbet ud i sneen. Pludselig var den fredelige og idylliske skole forvandlet til et rent kaos og lige gyldigt hvem man var, var der en frygt for at blive vasket i sneen eller blive til syltet sne. Sulede blev der også, men da de mange fra sjælland og jylland slet ikke forstod meningen med ordet, blev det ligesom bare droppet - slut med den, ellers meget morsomme diskution. Da jeg gik rundt med mit kamera var jeg heldigvis en af de få som undgik at få alt for meget sne, så jeg fik taget helt præcist 586 billeder af en masse efterskoleelever -og et par enkelte friskolebørn i sneen. Jeg kan ikke rigtig fortælle andet end at det er noget unikt når man som efterskoleelev er placeret i tyve centimeters sne og laver kæmpe snekamp med de mennesker man holder allermest af - prøv det, det skal virkelig prøves.
Jeg lægger lige et par af de mindesfyldte billeder ud, når mit USB-stik og min computer gider samarbejde, men der går nok et stykke tid, som sædvanlig.

Emilie Pedersen.